
Arla Fonden
Arla Fonden vil inspirere børn og unge til gode madvaner og bæredygtig livsstil. Det sker med den gode oplevelse i centrum, og det handler om mad, råvarer, natur og aktivitet.
Arla Fonden tror på, at alle kan lave mad, hvis de lærer hvordan. Gennem en række forskellige tiltag vil vi give børn og unge mulighed for at fordybe sig i madens forunderlige verden – ikke kun for at lære dem håndværket bag et velsmagende måltid, men også for at give dem mod og viden til at begå sig som kompetente forbrugere.
Vores mål er at møde børn og unge i øjenhøjde med udgangspunkt i den nysgerrighed og virkelyst de helt naturligt besidder. Det er nemlig derigennem de lærer og oplever lettest – og dermed også får de bedste betingelser for at tilegne sig færdigheder og danne deres egne meninger.
På den måde håber vi at give den yngre generation et godt afsæt til at træffe selvstændige beslutninger både i forhold til deres egen livsstil og i forhold til overordnede spørgsmål om forbrug og bæredygtighed.
Arla Fondens midler går i første omgang til at udvikle, etablere og drive MADlejr, og fonden kan derfor ikke søges.
Vision:
Arla Fonden overleverer den almene dannelse om fødevarer og natur til den næste generation og skaber gode ambassadører for gode, sunde måltider, der giver livskvalitet, socialt fællesskab og energi til at opleve og lære nyt.
Mission:
Arla Fonden vil tilbyde udvalgte børn og unge, herunder udsatte børn og unge, ophold på vores MADlejr, hvor børnene oplever vejen til en sundere livsstil gennem læring og oplevelser med naturens råvarer, madlavning og fysisk aktivitet i naturen.
Fokusområder:
•Mad og maddannelse
•Natur og bæredygtighed
•Sundhed og trivsel
Værdier:
Fællesskabe, ansvar, bæredygtighed, madglæde, nysgerrighed.